Hundelufter på fuld tid
Svetlana Barone sørger for, at københavnernes hunde bliver luftet. Hver dag kører hun rundt i byen og fragter hunde væk fra lejlighederne og ud i naturen.
Dagens første drama indtræffer klokken 10.35, da Robin møder Dreamer og Kessie for første gang på en parkeringsplads ved Lyngbyvej.
De tre fyre viser tænder, rejser børster og giver hals, men optrinnet skal vise sig blot at være et spædt forspil til det veritable hundeslagsmål, der en lille time senere udspiller sig på Oxbjerget i Hvissinge ved Albertslund. Men lad os begynde ved begyndelsen.
Klokken 10.15 parkerer Svetlana Barone sin firehjulstrukne mørkeblå Mitsubishi ved kantstenen ud for Mimersgade 25 på Nørrebro. Kort efter kommer hun ud fra opgangen med colliehunden Dreamer og bordercollien Kessie og lukker dem ind bag i bilen. Svetlana er på arbejde, hundene på vej på eventyr.
»Det er meningen, at de skal have en hel masse oplevelser. De skal ikke bare gå en lille tur i byen. De skal på jagt, snuse rundt og finde kærester,« siger Svetlana Barone.
Hver dag kører hun af sted og samler hunde op i de københavnske lejligheder og fragter dem ud i naturen i sin Mitsubishi, der har set bedre tider, men gerne skulle skiftes ud med en større og nyere model, når forretningen har vokset sig større.
»Og en dag ville jeg gerne åbne et hundehotel, hvor hundene kan komme og få massage og blive forkælet. Det skal være hundepension, internat og hotel i et. Det bedste i hele Danmark,« siger Svetlana Barone.
Men i første omgang er hun nu på vej til Lyngbyvej, hvor Dreamer og Kessie snart skal få selskab af treårige Robin af racen Novo Scotia Dock Tolling Retriever. Et selskab, som de to colliehanner ikke finder videre velkomment, fordi de på den 10 minutter lange køretur »allerede har fået ejerfornemmelser over Mitsubishiens bagsæde«, forklarer Svetlana Barone.
Som antydet indledningsvist er der dog blot tale om et kortvarigt intermezzo, og efter snerren og fremvisning af lyserøde gummer og tilhørende tandsæt er de tre alfahanner på vej mod Oxbjerget i Hvissinge.
»Man skal tage mange hensyn, når man passer andres hunde. Jeg føler et meget større ansvar, end hvis det var mine egne hunde. De skal have vand og hundekiks, og de må helst ikke komme op at slås,« siger Svetlana Barone.
Flere hunde kommer til med deres ejere, der prøver at skille de stridende parter, og en kvindelig hundelufter spørger hvæsende Jyllands-Postens udsendte, om det er vores hunde, mens Svetlana Barone koncentrerer sig om at få Robin væk og tilbage til bilen. Der må han så sidde og vente, til det bliver hans tur, efter at brødrene Dreamer og Kessie er blevet luftet.
»Jeg elsker de hunde. Man oplever altid noget nyt. Ser hvordan de reagerer. Hvordan de udtrykker sig. Og så kan man altid snakke med dem, uden de bliver sure,« siger Svetlana Barone.